Behandlinger
vi tilbyder hos os

Her kan du læse mere om de behandlinger, som vi her på klinikken tilbyder. Vi har med vores bedste evner forsøgt at beskrive de forskellige behandlingsområder, men skulle du stå med ubesvarede spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os for yderligere information. Dette er muligt på vores mail eller telefonisk på tlf. 43 64 89 80.

Vi ønsker at inddrage dig i dit behandlingsforløb, så du er velinformeret og kan føle dig tryg ved behandlingerne!

Tandeftersyn

Regelmæssige tandlægebesøg sikrer dig, at dine tænder og dit tandkød er sundt og sparer dig for mange bekymringer på den lange bane.

Ved et almindeligt eftersyn vil tandlægen eller tandplejeren foretage et grundigt eftersyn af slimhinder og tænder. Eftersynet kan desuden understøttes af røntgenbilleder for at stille den rette diagnose og afsluttes med en tandrensning. Har du begyndende huller eller tandkødsbetændelse, kan det være nødvendigt at give dig en individuel forebyggende behandling (IFB), hvor du bl.a. får en grundig instruktion i at børste tænder og bruge tandtråd. Det giver dig de bedste forudsætninger for en god mundhygiejne, så du undgår større behandlinger. Diagnosticeres du med parodontose, har du et større behandlingsbehov, end hvad en almindelig tandrensning kan klare. Der vil derfor være behov for behandlingsplanlægning og information, før man går i gang med denne type behandling (se mere under behandlingen af parodontose).

Grøn, gul eller rød

Alle patienter vil ved et eftersyn blive inddelt i en risikoprofil, der er grøn, gul eller rød. Dette foreskrives i Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer, der bestemmer, at tandlægens og tandplejerens fornemmeste opgave er at vurdere din samlede risikoprofil, således at du får det rette tilskud og indkaldeinterval.

Den grønne kategori er for patienter uden aktiv sygdomsaktivitet i mundhulen, og du vil som patient derfor ikke have behov for at komme oftere end hver 12-24. måned. I forbindelse med undersøgelser vil du kunne få et tilskud fra din region til tandrensning. Er du grøn patient er der tilskud til ét årligt eftersyn, men du er selvfølgelig velkommen til at komme oftere. Den gule kategori er for patienter diagnosticeret med aktiv sygdom i mundhulen, der selv er i stand til at ændre på de sygdomsfremkaldende faktorer. Det kan være at modtage instruktion i korrekt mundhygiejne, stoppe med at ryge eller mindske sukkerindtaget.

Som patient i den gule kategori kan du få tilskud til flere fokuserede undersøgelser i løbet af året. Indkaldeintervallet for den gule patient afhænger af tandlægens / tandplejerens faglige individuelle vurdering af dit behov. Den røde kategori er for patienter diagnosticeret med aktiv sygdom i mundhulen, hvor tandlægen eller tandplejeren vurderer, at patienten ikke selv kan ændre på de sygdomsfremkaldende faktorer, fx fordi du har diabetes eller nedsat immunforsvar.

Er du i den røde kategori, vil du blive indkaldt ud fra behandlerens faglige vurdering af dit behandlingsbehov. Røde patienter vil som regel blive indkaldt oftere end gule og vil få tilskud til den nødvendige forebyggende behandling og kontrol. Hvis du ønsker at høre mere så ring på telefon 43 64 89 80 eller skriv til os.

Tandblegning

Få flotte, hvide tænder med en professionel og sundhedsmæssigt forsvarlig tandblegning hos Tandlægerne Kanalens Kvarter 168.

Tandlægestyret
hjemmeblegning

Hos Tandlægerne Kanalens Kvarter 168 anvender vi den fremgangsmåde, der hedder tandlægestyret hjemmeblegning. Med denne metode får du fremstillet en indviduel skinne, hvori man lægger en blegningsgel i professionel kvalitet. Denne fremgangsmåde er skånsom for tandnerven i modsætning til behandling med lys, hvor tanden udtørres.

Tandlægestyret hjemmeblegning hos Tandlægerne Kanalens Kvarter 168 er ikke alene den bedste metode for tandsundheden. Metoden har også den fordel, at man kan anvende skinnerne igen efter nogle år, hvis man gerne vil friske farven lidt op. Tænderne bliver naturligt mørkere med årene og kaffe, te, rygning og rødvin forstærker farveændringen.

OBS! Blegning med omtanke. Professionel tandblegning er din garanti for en sundhedsmæssig forsvarlig behandling af dine dyrebare tænder.

Ring på 43 64 89 80 og hør mere om den effektive og skånsomme teknik, vi anvender.

Tandkirurgi

Fjernelse af visdomstænder og implantatisætninger, med mange års erfaring

Kirurgi for et flottere smil

Tandlægerne Kanalens Kvarter tilbyder de fleste tandkirurgiske indgreb – bl.a fjernelse af visdomstænder, operationer af cyster, rodspidsoperationer og isætning af implantater.​

  • En visdomstand, der ikke er vokset ordentligt frem, kan blive nødvendig at fjerne, så den ikke er årsag til betændelser eller skader på nabotænderne.
  • En cyste i kæbe eller mundslimhinde kan give store gener, men kan let opereres med lokalbedøvelse.
  • En rodspidsoperation er nødvendig, hvis betændelser på rodspidser ikke kan behandles med en almindelig rodbehandling.
  • Et implantat kan sættes ind, hvis du har mistet en eller flere tænder. På den måde kan du både bevare et pænt tandsæt og et sundt bid.
  • Er det særligt krævende operationer henviser vi til specialtandlæge eller kæbekirurg.​

Hvis du ønsker at høre mere om et indgreb eller andre spørgsmål vedrørende tandkirurgi? Så ring til os på telefon 4364 8080 eller skriv til os.

Proteser

Kunstige tænder, et alternativ til andre løsninger

En velfungerende løsning

Tandproteser er et billigere alternativ til broer og implantater til erstatning af manglende tænder. Proteser er kunstige tænder i akryl, der sættes fast til de resterende tænder med små metalbøjler. Proteser kan også kobles til implantater hos tandløse patienter. Denne løsning giver en mere velfungerende protese.

Hvis du ønsker at høre mere om dine muligheder, så ring på telefon 43 64 89 80 eller skriv til os..

Parondontose (Parodontitis)

Årsagen til paradentose er, at bakterier i mundhulen angriber tandkød og knogler.

Tandkødet nedbrydes langsomt

Paradentose er en folkesygdom kendt som ”de løse tænders sygdom”. Årsagen til paradentose er, at bakterier i mundhulen angriber tandkød og knogler, hvilket resulterer i knogletab, der gør tænderne løse, så man risiker at miste dem.

Paradentose giver sjældent smerter, men nedbryder i stedet tandkødet langsomt. Derfor bliver mange først sent klar over, at de har paradentose. Sygdommen starter som oftest som en ikke-behandlet tandkødsbetændelse, hvor bakterier fra plakken på tænderne får lov til at formere og udvikle sig. Bakterierne trænger ned i tandkødslommerne og nedbryder tændernes omkringliggende væv. Det betyder, at den knogle og det væv der holder fast på tænderne mistes, og langsomt vil tænderne have mindre og mindre at sidde fast i. Derfor undersøges der altid for parodontose ved et almindeligt eftersyn.

Sygdommen viser ofte sine første tegn ved 30-årsalderen og kan være arvelig. Storrygere er ekstra udsatte.

Nogle enkelte patienter er udsat for en aggressiv udgave af sygdommen, der kan starte i en ung alder.

Såfremt den almindelige paradentosebehandling ikke giver ønsket effekt, kan en kirurgisk operation være nødvendigt for at bevare sin tand/tænder. Før en operation skal det sikres, at patienten har en optimal tandhygiejne og ikke kan gøre mere selv.

Typiske tegn på parodontose

  • Tandkødet bløder og kan give ubehag ved tandbørstning og brug af tandtråd eller andre hjælpemidler som gum-sticks eller interdental børste
  • Tandkødet kan fremstå hævet og rødt
  • Tandkødslommerne omkring tænderne bliver dybe
  • Dårlig ånde grundet tilstedeværelsen af bakterier i tandkødslommerne
  • Tænderne synes lange som følge af knoglen og tandkød trækker sig tilbage
  • Tænderne kan blive løsere og mobile i kæbeknoglen

Parodontose og dit almene helbred

Mundhule og tænder har direkte forbindelse til resten af kroppen via fx blodet. Det er derfor vigtigt at have en sund mund, uden betændelsestilstande som tandkødsbetændelse, parodontose eller betændelsestilstande i nerven som følge af et hul, da dette kan sidestilles med en infektion på armen eller foden.

Desuden peger ny viden på, at der er direkte sammenhæng mellem ubehandlet parodontose og sygdomme som hjerte-karsygdomme og sukkersyge. Det er lykkes forskere at påvise bakterier fra parodontose i mundhulen også kan skabe betændelse i åreforkalkninger kranspulsåren i hjertet, da bakterierne fra mundhulen føres med blodet til resten af kroppen. Man har også øget risiko for at udvikle diabetes, hvis man har parodontose. Bakteriesammensætningen hos en parodontose-patient kan påvirke ellers raske menneskers blodsukkerregulering og dermed medvirke til udvikling af diabetes. Ligeledes kan det gå den omvendte vej, hvis en diabetes-patient ikke er velreguleret. I dette tilfælde vil det være sværere at bekæmpe de bakterier, der forårsager parodontose.

Desuden forskes der i sammenhængen med parodontose og reumatoid arthriris (leddegigt) da begge tilstande er kroniske inflammatoriske sygdomme.

Behandlingsforløb

Parodontose forsvinder ikke med en enkelt behandling. Hvis et behandlingsforløb skal være vellykket med håb om at komme sygdommen til livs, er der nogle foranstaltninger patienten er nødt til at indstille sig på. Det er essentielt at opretholde optimal mundhygiejne og passe sine regelmæssige besøg.

I første omgang vil behandlingen udelukkende være non-kirurgisk, altså hvor det forsøges at få sygdommen under kontrol uden operation.

Når forløbet startes, vil tandplejeren eller tandlægen lave en parodontose undersøgelse, der giver indblik i sygdommens omfang samt hvilke tænder, der er sygdomsramte og skal renses dybere.

Grundig instruktion og vejledning skal sikre, at patienten er motiveret. Det er vigtigt at man møder op til de aftalte undersøgelser for ellers risikerer man, at man mister den forventede fremgang og må starte forfra. Slækker man på sin hjemmetandpleje, vil der ikke kunne forventes fremgang. Det anbefales at stoppe rygning, da helingstiden er længere og prognosen dårligere for rygere.

Efter undersøgelse og instruktion, vil patienten få renset tænderne grundigt både over og under tandkødsranden hvis nødvendigt under lokalbedøvelse. Målet er at få fjernet al tandsten i de dybe tandkødslommer samt bremse ondartede bakterielle processer. Under tandrensningen vil man også afglatte ujævnheder for at forhindre bakterierne i at sidde fast.

Denne type undersøgelse med tilhørende tandrensninger kaldes i folkemunde ”paradontose behandling” og bør gentages hver 3.-4. måned, for at stoppe sygdommens udvikling.

Det skal understreges, at kæbeknogle og tandkød ikke kan vokse tilbage til det udgangspunkt, man tidligere havde, og at paradentosebehandlingen derfor udelukkende er for bremse den proces, der nedbryder tandkødet med henblik på at stabilisere og bevare tænderne. Får man standset sygdommen, vil tandkødet fremstå sundt igen uden at bløde ved berøring. De dybe tandkødslommer reduceres også, så det bliver nemmere selv at holde rent.

I nogle tilfælde er paradentosebehandlinger i sig selv ikke nok for at opnå tilstrækkelige resultater. Hvis der er mistet meget knogle, og man ikke kan forbedre sin mundhygiejne, kan et kirurgisk indgreb komme på tale.

Kirurgisk behandling af parodontose

Et mindre kirurgisk indgreb kan redde en sygdomsramt tand. Dette kan eksempelvis udføres på udfordrende tænder, der har flere rødder eller betændelse dybt nede i knoglen. Disse steder kan være umulige at komme til for patienten selv eller ved en almindelig paradentose behandling, hvorfor kirurgi er den eneste mulighed. Der er god succesrate på kirurgiske indgreb, men før et indgreb kan komme på tale er det essentielt at patienten formår at opretholde en god mundhygiejne, således at tilstanden ikke kommer igen.

Selve indgrebet består i, at tandlægen bedøver patienten og laver et snit i tandkødet for at få fuldt overblik over rensningen. Her vil der blive fjernet bakterier, tandsten og betændelsesvæv fra området. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at regenerere den tabte knogle omkring tanden i forbindelse med indgrebet, hvortil man tilføjer Emdogain. Emdogain er knogleopbygning bestående af emaljeproteinet amlogenin, der har til formål at genetablere det tabte knoglevæv. Når området er helt rent, og evt tilført knogleopbygning, vil tandkødet forsigtigt ligges på plads og lappes af et par sting. Den efterfølgende uge skal der skylles med klorhexidin, så der ikke opstår infektion omkring det operererede område.

Hvis du ønsker at høre mere om behandlingen eller har spørgsmål, så ring på telefon 43 64 89 80 eller skriv til os…

Kroner

En kronebehandling foretages, når en almindelig fyldning ikke vil holde. Dette kan fx. være, hvis der er for lidt tandsubstans tilbage efter en gammel fyldning eller et hul i tanden, er blevet fjernet.

Hvis tænderne er svækkede

Tandlægerne Kanalens Kvarter tilbyder kroner til patienter, hvis tænder er svækkede og har brug for at blive styrket af en omsluttende hætte. En krone kan fremstilles af forskellige holdbare materialer og ligner en helt almindelig tand.

Kroner fremstilles i et laboratorium af tandteknikkere i ren metal, keramik eller en kombination af disse.

Hvornår skal der laves en krone?

En kronebehandling foretages, når en almindelig fyldning ikke vil holde. Dette kan fx. være, hvis der er for lidt tandsubstans tilbage efter en gammel fyldning eller et hul i tanden, er blevet fjernet. Hvis en fyldning bliver for stor, kan den knække ved stor belastning. Hvis en ældre sølvfyldning har slået revner i tanden (infraktion), bør den udskiftes, helst inden tanden knækker, da der her vil være mere tandsubstans tilbage at sætte kronen på. Revner kan også opstå på anden vis, fx ved et traume. Rodbehandlede kindtænder bør altid forsynes med en krone, så snart tanden er symptomfri. Rodbehandlede tænder er langt mere porøse end levende tænder, da man både har været nødsaget til at fjerne en større mængde tandsubstans både det syge carierede tandvæv og det raske tandvæv for at komme ind til det syge nervevæv i. Tanden bliver mere skrøbelig, da man i forbindelse med rodbehandlingen også fjerner tandens blodforsyning. Tanden vil nu fremstå mere glasagtig og have langt mindre tandsubstans tilbage til at modstå de store tyggekræfter tænderne udsættes for. Derfor vil der være stor risiko for, at den knækker. Det kan være nødvendigt at understøtte kronen med en plastisk opbygning og/eller en stift, hvis der er for lidt tandsubstans tilbage at sætte kronen på.

Behandlingen

Før behandlingen påbegyndes, tages der et røntgenbillede af tanden, så man sikrer sig, at der ikke er nogle indikationer for, at behandlingen ikke bør påbegyndes fx. rodspidsbetændelse. Dernæst bliver der lagt en bedøvelse, så du er smertedækket undervejs i behandlingen. Mens bedøvelsen begynder at virke, tages der aftryk af tanden med silikone eller scannes med en 3D-scanner. Nu kan tandlægen begynde at slibe tanden, så den får de ønskede dimensioner. Tanden bliver slebet både i højde og omkreds, samt en smule ned under tandkødskanten for at opnå helt tæt tilslutning, der skal give patienten de bedste muligheder for at holde rent, så nye caries-angreb forhindres. Efter tanden er slebet til, scannes den igen og sendes sammen med en farveprøve til et dentallaboratorium, der står for den tekniske del. Tandlægen sætter nu en midlertidig hætte på den afslebne tand, som patienten har på, til kronen kommer retur fra tandteknikeren. Patienten kommer igen efter ca. 1 uge, hvor den nye færdige krone cementeres på den afslebne tand. Først afprøver tandlægen, at kronen passer som den skal, hvorefter kronen påsættes. Eventuel overskydende cement fjernes, og afslutningsvis vil tandlægen sikre sig, at den nye krone ikke er for høj og sliber den eventuelt til. Tanden er nu klar til brug, som var det patients egen.

Hvis du ønsker at høre mere om dine muligheder, så ring på telefon 43 64 89 80 eller skriv til os..

Fyldninger

Plast har mange fordele. Foruden den høje styrke, har plasten den egenskab, at den limes til tanden, således man reducerer revnedannelser, da plast holder sammen på tanden.

Plastfyldning – lang holdbarhed

Har du fået et hul i en tand, skal der laves en fyldning. Vi anvender forskellige fyldningsmaterialer, primært plast, fordi plast har en lang holdbarhed, er slidstærkt og kan fås i alle tandfarver.

Plastfyldninger

Plast har mange fordele. Foruden den høje styrke, har plasten den egenskab, at den limes til tanden, således man reducerer revnedannelser, da plast holder sammen på tanden. Denne fordel kommer ligeledes tanden til gavn, da man kun behøver at fjerne den syge tandsubstans for at erstatte med en plastfyldning.

Desuden kan plast formes ned til mindste detalje, så den ligner den rigtige tand mest muligt. I den forbindelse anvendes en farveskala til at vælge den nuance det resterende af tanden fremstår i, således at fyldningen ikke kan ses af andre end fagfolk.

Plasten kan foruden anvendes til at opbygge knækkede tænder, således de fremstår som før. Hvis der over længere tid er kommet en kraftig børsteskade (usur), kan man med fordel anvende plast til at beskytte de dybere lag i tanden (dentin og nerve).

Det kan være nødvendigt med en ny plastfyldning

​Fyldninger holder ikke evigt, og slet ikke en gammel sølvfyldning (amalgam). Dertil kommer, at en plastfyldning er pænere end en sølvfyldning. Derfor vælger mange at få udskiftet gamle sølvfyldninger med nye plastfyldninger af kosmetiske årsager.

Det er i det hele taget vigtigt at være opmærksom på gamle fyldninger, fordi de kan være underminerede, men de kan også være så store, at der er risiko for, at tanden knækker. I værste fald knækker tanden på en så uheldig måde, at selv en tandkrone ikke kan redde tanden.

Det er med andre ord vigtigt at få sine tænder tjekket regelmæssigt, så eventuelle problemer enten kan tages i opløbet eller kan behandles, før problemet når at udvikle sig. Det kan i værste fald blive dyrt at udsætte et tandtjek, især hvis man har en gammel plastfyldning eller sølvfyldning.

Hvis du ønsker at høre mere så ring på telefon 43 64 89 80 eller skriv til os..

Implantater

Implantatarbejdet udføres af en af landets førende kirurger indenfor implantatbehandling

Få smilet tilbage med et implantat

Tandlægerne Kanalens Kvarter tilbyder implantater til patienter, hvor tandbevarende behandling ikke er mulig. Implantater ligner rigtige tænder, og stort set alle kan få implantater. Et implantat er en krone, der sættes på en skrue af titanium og bores ned i kæben. Et implantat er ofte den bedste erstatning for en tand, da det ikke skal sættes fast på nabotænderne eller berører dem på anden vis.

Ved indsættelse af implantater har vi en af landets førende kirurger indenfor implantatarbejde.

Hvis du ønsker at høre mere om implantater, så ring på telefon 43 64 89 80 eller skriv til os.

Rodbehandlinger

Smerter fra følsomme tandhalse eller revnede tænder (infraktioner) kan i nogle tilfælde kun fjernes ved, at man rodbehandler tanden. Har din tand været udsat for et slag, eller har du et dybt hul i tanden, hvor fyldningen ligger tæt på nerven, så kan der også være behov for en rodbehandling.

Behovet for rodbehandling opstår ofte, når et hul i en tand får lov til at udvikle sig

Tandlægerne Kanalens Kvarter tilbyder rodbehandling til patienter med smerter fra tandnerven. Behovet for rodbehandling opstår ofte, når et hul i en tand (caries) når igennem tandbenet og helt ind til nerven. I den forbindelse trænger bakterier ind og giver betændelse i nerven. Smerter fra følsomme tandhalse eller revnede tænder (infraktioner) kan i nogle tilfælde kun fjernes ved, at man rodbehandler tanden. Har din tand været udsat for et slag, eller har du et dybt hul i tanden, hvor fyldningen ligger tæt på nerven, så kan der også være behov for en rodbehandling.

Tandnerven ligger inde i rodkanalen i midten af tandroden. En rodbehandling kan derfor være nødvendig for at fjerne både en levende, en betændt eller en død bakteriefyldt nerve.

Har betændelsen udviklet sig til en rodspidsbetændelse, kan tanden fortsat reddes med en rodbehandling. Prognosen er blot ikke lige så god.

Hvis du ønsker at høre mere om rodbehandlinger eller rodspidsoperationer, så ring på telefon 43 64 89 80 eller skriv til os.

Revner i tænderne

De ”usynlige revner” kan sammenlignes med et stenslag i en bilrude, hvor revnen spreder sig langsomt.

Gamle sølvfyldninger giver ofte revnedannelser.

Der er mange årsager til, at tænderne kan slå revner. Revner kan fx. opstå som følge af gamle sølvfyldninger og kan ofte være usynlige. Revnerne kan gå fra tyggefladen og helt ind til nerven, og når en revne går ind til tandens nerve, kan det gøre rigtig ondt. Så er det en god idé at bestille en tid til eftersyn hos os.

De ”usynlige revner” kan sammenlignes med et stenslag i en bilrude, hvor revnen spreder sig langsomt. Det kan i nogle tilfælde repareres med en plastfyldning, men som oftest vil tanden have brug for en krone, så revnen ikke vokser. Er man så uheldig, at revnen er nået ind til nerven i tanden, kan det være nødvendigt med en rodbehandling. Denne type revner i tænderne opdages ofte ved, at patienten oplever jag og smerter, når der bides hårdt. Som regel fejler tanden ikke noget.

Gamle sølvfyldninger giver ofte revnedannelser. Dette er tegn på ”træthedsbrud” i emaljen, fordi sølvet arbejder, når der sker temperaturændringer ved indtagelse af koldt eller varmt. Det starter oftest som små revner, men med tiden vil revnen forværres, og man vil kunne risikere tanden knækker. Hvis revnen er lille, er løsningen at skifte sølvfyldningen til en plastfyldning som kan lime tanden sammen. Hvis revnen derimod er for stor, bør tanden have en krone på, så den ikke knækker. Hvis revnen er blevet så stor, at den går helt ind til nerven, er en rodbehandling nødvendig, før tanden forsynes med krone. Revner fra sølvfyldninger er oftest uden symptomer, men opdages af tandplejeren eller tandlægen, der vil anbefale dig at få fyldningen skiftet. Venter man for længe eller opdager revnen for sent, vil tanden knække.

Hvis du ønsker at høre mere, så ring på telefon 43 64 89 80 eller skriv til os..

Smertelindring eller fuld narkose

Din behandling hos tandlægen kan foregå i fuld narkose eller du har mulighed for at få en smertestillende og beroligende oplevelse.

Hvis du lider af tandlægeskræk er der hjælp at hente

Ønsker du at være helt afslappet og rolig når du kommer til behandling hos din tandlæge, så har du mulighed for at få en tryg og grundig behandling hos os. Vi har tilknyttet en fast anæstesilæge (narkoselæge) til patienter, som ønsker behandling, enten under fuld narkose eller under beroligende og smertestillende omstændigheder.

Åbningstider:

Mandag08.00 til 17.00
Tirsdag08.00 til 17.00
Onsdag08.00 til 17.00
Torsdag08.00 til 17.00
Fredag08.00 til 15.00
Lørdag09.00 til 13.00

- Lørdagsåbent i perioder -

Telefontider:

Mandag07.45 til 17.00
Tirsdag07.45 til 17.00
Onsdag07.45 til 17.00
Torsdag07.45 til 17.00
Fredag07.45 til 14.45
Lørdag09.15 til 12.45